Nærværet smuldrer, når skærmen lyser
Juleaften. En tid, hvor mange af os søger mod de smukke, dybe øjeblikke, der forbinder os til hinanden og til noget større. For mit vedkommende startede julen med en traditionel julegudstjeneste. En stund fyldt med levende lys, salmesang og ro. Men midt i denne højtidelige ramme oplevede jeg noget, der satte tanker i gang om, hvor let vi mister forbindelsen til nuet.
På bænken foran os sad en mand sammen med sin familie. Han havde armen kærligt om sin hustru, et billede på nærvær og samhørighed ❤️
Men mandens smartwatch, der jævnligt lyste i blå lilla farver, tegnede en lidt anden historie. Lyset var diskret, men i det bløde skær fra kirkens levende lys blev det umuligt at ignorere. Faktisk var det så lydeligt, at vi kunne læse med på flere beskeder, som tikkede ind – desværre kom der ingen spændende julehistorier 🙃
På et tidspunkt under prædiken blev mandens lille søn lidt utålmodig. Han ville snakke og lege med sin far. Den lille gut kravlede op på skødet af sin far med noget på hjertet – men stoppede midt i sin ivrige snak og sagde: ”Dit ur lyser, far.”
Den lille bemærkning ramte mig. For lige der mistede de forbindelsen. Den lille drengs historie stoppede, og hans mor overtog dialogen med ham. Faderen tjekkede sit ur. Og så fortsatte gudstjenesten. Men noget var anderledes.
For mig blev det et billede på, hvordan nærværet så let smuldrer i lyset af vores skærme.
Teknologiens paradoks
Smartwatches, smartphones, tablets – de er designet til at forbinde os. Og ja, vi kan være i kontakt med hele verden på sekunder. Men hvad sker der med forbindelsen til dem, der sidder lige ved siden af os? I jagten på at være ”tilgængelige” og ”informerede” glider vi væk fra nuet – fra de øjeblikke, hvor vi kan mærke, se og høre hinanden.
En samtale er noget af det mest kærlige og nærværende, vi kan dele med hinanden. At samtale er at være sammen i nuet om at tale, lytte og forstå. Men når en skærm lyser mellem os, mister vi den gensidige tilstedeværelse, der gør samtalen levende. Vi tror, vi er forbundet, men i virkeligheden glider vi fra hinanden.
At vælge nærvær
I en verden af skærme tror jeg, at vi skal vælge nærværet til. Ikke som en perfekt, konstant tilstand, men som en bevidst handling i øjeblikket. Det kunne være at lægge uret eller telefonen væk og være fuldt til stede i en samtale. Eller at tillade os selv at gå glip af en notifikation for at få et smil eller et blik fra dem, vi elsker.
Den lille drengs bemærkning blev for mig et symbol på, hvor let vi kan være til stede og så alligevel ikke. Og det inspirerer mig til selv at gøre en ekstra indsats for at lade teknologien vente, når jeg er sammen med dem, der betyder mest.
Jeg håber at vi sammen kan blive bedre til at vælge nærværet – til at lade skærmen hvile, så vi kan nyde de øjeblikke, der ikke kan gentages.
God bagjul og godt nærvær til dig og dine 🌟